På grund af den globale opvarmning ligger landets største banegård under havniveau i det næste århundrede. Det viser nye digitale højdekort fra Kort- og Matrikelstyrelsen.
Hovedbanegården i København ligger i dag ca. 30 cm. over havets overflade, men FN’s klimapanel forventer, at havniveauet i løbet af de næste 100 år stiger mellem 18 og 59 cm. Dermed er Hovedbanegården i overhængende fare for at komme til at ligge under havniveau, hvilket øger risikoen for oversvømmelser.
Ifølge ingeniør Karsten Arnbjerg fra rådgivningsvirksomheden Cowi er Hovedbanegården et af de steder i København, som ligger særlig lavt.
»Der er behov for at kigge på hele København for at se, hvor vandet har risiko for at samle sig i fremtiden. Ligesom i et badekar er det jo svært at holde vandet i den ene ende. Vand samler sig på det dybeste sted, og et af de steder er altså Hovedbanegården,« siger han til Ingeniøren.
Ingen våde togture
Der er dog ikke grund til at frygte, at en togtur i fremtiden vil give våde sokker.
»Det er et spørgsmål om at finde de rette tekniske løsninger, f.eks. at få de omkringliggende dræn til at pumpe mere vand op. Men hvis man i dag skulle bygge en Hovedbanegård, kan det godt være, at man ville bygge den et andet sted,« siger Karsten Arnbjerg.
Blandt andre områder, der forsvinder under havets overflade, er Amagermotorvejen, dele af togstrækningen i Københavns Sydhavn, Vestamager og Avedøre Holme, oplyser konsulent Mogens Skov fra Kort- og Matrikelstyrelsen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar