Den nordiske elektroniske musikfestival PUBLIC SERVICE afholdes for fjerde år i træk. Denne gang bliver det i DR Byens nye lokaler.
Nordens største elektroniske musikfestival - PUBLIC SERVICE - er klar for fjerde år i træk. Denne gang i DR Byen, oplyser statradiofonien i en pressemeddelelse.
Det er første gang, at DR Byen skal vise, hvad den duer til, når festivalen skydes i gang fredag 17. og lørdag 18. august.
PUBLIC SERVICE 2007 er en komprimeret pakke af lyd og lys i virkelig høj kvalitet. I løbet af de to dage kan man opleve en stjernerække af verdens bedste klubproducere, musikere og dj's i og omkring DR Byens største tv-studier.
Programmet strækker sig hele vejen fra tysk super-techno til sprit-friske lyde fra gaderne i London og New York.
Tømte tv-studierPUBLIC SERVICE har helt ekstraordinært fået lov til at tømme tv-studierne for den dyre teknik, som normalt udløser et stramt fest-forbud.
Det betyder, at Nordens største tv-studie, det enorme Studie 5, danner rammerne om en klubstemning, som de fleste nok ville ønske fandtes permanent. Blandt andet er den ene langside omdannet til en gigantisk neonflade fra gulv til loft. Resultatet er et lodret diskogulv.
DR Byen har også tømt sin futuristiske kantine og omdannet den til et dansegulv med plads til 1000 mennesker. Der er dømt rave, når videoprojektioner og laser omdanner rummet til en superklub. Og sværger man til det minimalistiske, kan man finde vej til det mindre Studie 6, som er mørkt og tæt. Ellers kan man få drinks, god kaffe og kvali-junk-food i det ekstremt mangefarvede slappe-af-område.
Sendes liveBlandt de optrædende finder man canadierne Guilaume Coutu Dumont og Akufan samt tyske Al Haca.
P3 sender live fra PUBLIC SERVICE lørdag 18. august fra 19-24. Vært er LP Støvring.
Desuden står netradiokanalen DR Electronica også i PUBLIC SERVICE’ tegn. Der sendes optakt fra mandag 13. august til torsdag 16. august kl. 21-22, hvor lytterne kan høre nærmere om de navne, der spiller på festivalen.
Efter festivalen, mandag 20. august til onsdag 22. august, sender DR Electronica tre timers udsendelser fra kl. 21-24, hvor man kan høre hele koncerter fra festivalen. Udsendelserne bliver genudsendt torsdag til lørdag i samme uge.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar