Pibekoncert da Brasilien vandt

To scoringer fra Sevilla-angriberen Luis Fabiano var nok til brasiliansk 2-1 sejr over Uruguay. Men publikum i Sao Paulo piftede af vinderne.

Det forvænte brasilianske fodboldpublikum stiller sig ikke tilfreds med hvad som helst.
Så selv om Carlos Dungas 'selecao' natten til torsdag kom et lille skridt nærmere VM i Sydafrika med 2-1 sejren over Uruguay, måtte både Brasiliens landstræner og stjernerne Ronaldinho og Robinho lægge ører til pibekoncert og buh-råb fra tilskuerne på Morumbi Stadion i Sao Paolo.
Forinden havde Sebastian Abreu givet Uruguay, der inden kampen var ubesejret mod de tidligere femdobbelte verdensmestre siden 1999, en perfekt start med sit føringsmål efter otte minutters spil.
Men selv om Sevilla-angriberen Luis Fabiano senere sikrede sejren med to scoringer, så var det ikke nok til at tilfredsstille tribunefolket, der ikke brød sig om kampbilledet, hvor Brasiliens målmand Julio Cesar med flere fine redninger kæmpede for at holde gæsterne fra fadet.
Derfor blev der piftet gevaldigt af de brasilianske stjerner, som må konstatere, at sejre i sig selv ikke er nok til at kravle til tops på popularitets-barometeret.

Ingen kommentarer: